Livsfare - Miner

Kategori
Dokumentarfilm

Instruktør
Ole Palsbo

Udgivelsesår
1946

Produktionsselskab
Nordisk Films Kompagni

Rekvirent
Ministeriernes Filmudvalg for Folk og Værn

Varighed og format
14 min., s/h, tone

Om filmen

Tyske sprængkommandoer under dansk og engelsk ledelse fjerner og uskadeliggør de tyske landminer fra dansk jord. Man ser bl.a., hvordan de tyske soldater marcherer gennem det ryddede felt for at kontrollere.

”Briterne havde planen for minerydningen med til Danmark, og den tyske general Lindemann rystede ikke på hånden, da han underskrev rømningsaftalen for det besatte Danmark, som indebar, at tyskerne selv skulle rydde op. De tyske soldater var slet ikke krigsfanger, og flere af dem havde meldt sig frivilligt til minerydningstjenesten. Men Ole Palsbos film kaster et distanceret blik på denne tilsyneladende hævnakt fra dansk side, som – antydes det – foregik under britisk kommando og kontrol fra København, men med danskere som ledere af arbejdet i minefelterne. Her giver statsfilmen en besk smagsprøve på det had, mange nærede imod tyskerne umiddelbart efter krigen. Vi ser enkelte tyske soldater, som humper etbenede rundt på krykker, vi ser, hvorledes den afsluttende kvalitetskontrol af arbejdet bestod i, at tyskerne måtte marchere gennem de just ryddede områder. Havde de ikke gjort arbejdet godt nok, var det jo deres egen skyld at de blev sprunget i stumper og stykker, må man forstå.

At pionertropper og mineryddere allerede under 1. Verdenskrig havde for vane at gå gennem ryddede minefelter for med professionel stolthed at demonstrere kvaliteten af deres arbejde, forlyder der ikke noget om. Hverken billede eller speak viser nogen nåde eller sympati for de tyske soldater. Filmen registrerer køligt og lakonisk, hvordan rydningen udspiller sig ved den jyske vestkyst. Her er det tyskerne, som besejret og forhadt fjende, vi præsenteres for” (læs mere i Besættelsesbilleder til den kollektive erindring).

Credits

Instruktør: Ole Palsbo
Manuskript: Ole Palsbo
Fotograf: Verner Jensen
Speakere:  Karl Roos, Kai Wilton