SA-skolefilmen

Kategori
Propagandafilm

Udgivelsesår
Ca. 1940

Varighed / Format
30 min., s/h, stum

 

Om filmen

SA-skolefilmen er en stumfilm på knap en halv time, lavet af danske nazister, som præsenterer en række scener fra nazistpartiets historie. De filmede demonstrationer med bannerparoler imod bykapitalisternes udbytning af bønderne, der dyrker jorden, viser tydeligt, at Frits Clausen fiskede stemmer på landet. Filmen har givet været tænkt som en undervisningsfilm for rekrutter ved SA-skolen i Ringsted. Men da de tidligste klip stammer fra omkring DNSAP's stiftelse i 1930 og viser partistifteren ritmester Lembcke, som senere blev skrevet ud af partiets historie af Frits Clausen, er det tvivlsomt, om filmen overhovedet er blevet vist for rekrutterne. De seneste optagelser viser de nazistiske stormtroppers, SA’s, cykeldemonstration i København i 1940.

For et nutidigt blik er to sekvenser, hvor folkekirkepræster taler ved nazisternes stævner det mest overraskende. Mænd i præstekjole og pibekrave, som brandtaler fra hagekorsprydede talerstole for heilende folkemængder, er et sjældent syn i historierne om Danmark umiddelbart før og under besættelsen. (…) Raffineret var DNSAP’s stumme SA-Skolefilm ikke; der er lidt hjemmevideo over produktionen, som dog lader ane, at selv om Frits Clausen måske ikke havde professionelle filmfolk i sine rækker, så var han særdeles bevidst om, at partihistorie kan propaganderes med film. (læs mere i En svækket stat forstærker sin propaganda).