Arrangementer i Cinemateket

I oktober afholder Cinemateket i Filmhuset 3 arrangementer med film og debat, som relaterer sig til Sculpting the Past / Fortid fortolket.
act-of-karusse2l

 
Film og debat: FLUGTEN OVER ØRESUND

To onsdage i efteråret, den 9. og den 30. oktober, markerer vi 70-året for den redningsaktion, der sikrede tusinder af danske jøders flugt fra den tyske besættelsesmagt. Det er en hændelse, som især i udenlandske øjne er en udelt solstrålehistorie, men som også i de senere år har kaldt på kritiske røster – bl.a. om folk, der hjalp for økonomisk vinding.

Vi møder begge parter til en debat om den kollektive og subjektive erindring og tager afsæt i to dansk koproducerede, men engelsksprogede spillefilm fra hhv. 1970 og 1991. På hver sin måde har de været med til at forme billedet af de skelsættende dage i 1943.

Filmene er Bent Christensens ‘Oktoberdage’ med bl.a. Ove Sprogøe, Ebbe Rode og Helle Virkner (vises den 9. oktober; engelsk tale, ingen undertekster) og ‘En dag i oktober’ fra 1991 med bl.a. Ole Lemmeke på rollelisten (vises den 30. oktober; danske undertekster). Efter hver visning er der 30-40 minutters debat mellem både indbudte debattører og publikum – den første debat er på engelsk, den anden på dansk. Moderator ved det første arrangement er Anders Jerichow fra Politiken. Nærmere information om paneldeltagerne følger her på siden snarest. Arrangeret i samarbejde med Dansk Jødisk Museum. 

NB: Billetsalget åbner senest den 23. september.

ons 09/10 19:00
Oktoberdage
+ DEBAT
The Only Way / Bent Christensen / eng. tale / 131 min. inkl. debat.

Oktoberdage_FLUGTEN-OVER_2

ons 30/10 18:30
En dag i oktober + debat
Kenneth Madsen, 1991 / da. tekst / 129 min. inkl. debat.

En-dag-i-oktober-2 

Gammelt dokument i nyt lys: INDONESIENS SKÆBNETIME

Lørdag den 19. oktober kaster vi lys over de hændelser, der ligger som historisk bagtæppe for ‘The Act of Killing’. Nemlig de højdramatiske 1960’ere, der for indoneserne betød et farvel til præsident Sukarnos ’førte’ demokrati og et goddag til diktatur, kupforsøg, politisk udrensning, korruption – og økonomisk vækst.

Med afsæt i et dokument fra tiden, nemlig NBC-programmet ‘Indonesia – the Troubled Victory’ fra 1967, vil Jakob Trane Ibsen, Indonesien-ekspert og Ph.D i Internationale Studier fra RUC, fortælle om en politisk og kulturel omkalfatring, der savner sidestykke i vores del af verden.

Efter visningen er der mulighed for at stille spørgsmål, og Dagbladet Information byder på et glas vin. Arrangementspris: 75/50 kr. Billetsalget åbner senest den 23. september.


lør 19/10 19:30
Indonesia - The Troubled Victory med debat
NBC News, 1967 / eng. tekst / 82 min. inkl. introduktion og debat. Efterfølgende vin.

indonesiens-skaebnetime


Tidligere afholdte arrangementer

  • 15. september og 29. august: The Act of Killing: Director's Cut
    Med sin helt usædvanlige metode har filmens instruktør fået de bødler i tale, som i 60’erne udførte det indonesiske folkedrab på op imod 2 mio. formodede venstreorienterede – med henrettelses-metoder, de havde fra Hollywood-film. Joshua Oppenheimer har sågar overtalt bødlerne til lave dramatiseringer og ‘reenactments’, der for alvor åbner for erkendelsesprocesser! ARR.: Instruktøren introducerer begge visninger.
  • 11. september. Debat: Traumer og resiliens
    Den franske psykiater og forfatter Boris Cyrulnik (f. 1937) fortæller om sin selvbiografiske bestseller ‘Den farlige dreng’, der handler om at overleve krigens rædsler (bl.a. mistede han sine jødiske forældre) ved at hage sig fast i de gode oplevel¬ser – såkaldt ‘resiliens’. Cyrulnik taler både som case og som psykiater om, hvordan vi bearbejder traumer. Interviewer: Martin Krasnik. Medarr.: Golden Days, Institut Français og Gads Forlag.
  • 5. september. Blut und Boden på dansk / Film og foredrag
    Selv om 2. verdenskrig på mange områder gravede kløfter mellem tysk og dansk kultur, trivedes ’Blut und Boden’-mentaliteten (det rene blods bånd og betydningen af hjemstavnen, ’jorden’) bagefter i bedste velgående i dansk film. Peter Schepelern vil inden filmen ’Det gamle guld’ give et bud på, hvilket behov filmene opfyldte (folkeligt populære som de var) og på, hvor meget tankegods den danske film egentlig skylder ’fjenden’ sydpå.
  • 5. september. Med besættelsen som spejl / Film og foredrag
    Blandt de mange svagheder i det danske retsopgør efter besættelsen springer uforsonligheden måske mest i øjnene, og den døjer vi stadig med, mener historieprofessor ved RUC Claus Bryld. Claus Bryld vil i sin introduktion til dokumentarfilmen ’Tyske flygtninge i Danmark’ se på tyskerhadet og forsoningsspørgsmålet – og også kaste lys over de tyskere, der tilbragte op til fire år i isolerede flygtningelejre i Danmark efter krigen.
  • 29. august: Debat: Hvordan husker vi?
    Joshua Oppenheimer og Lars-Martin Sørensen i en akademisk funderet debat om kollektiv erindring og fænomenet ’Vergangenheits-bewältigung’, dvs. spørgsmålet om, hvem der ’bemægtiger sig historien’ - og hvordan det sker. Filmhistoriker Lars-Martin Sørensen har forsket i fortællingerne om den tapre danske modstandskamp under 2. verdenskrig, og filmskaberen Joshua Oppenheimer har kreativt bearbejdet det nationale traume, som folkemordet på kommunister har skabt i Indonesien – hvor bødlerne fortsat har magten. Debatten foregår på engelsk.
    Arrangementet blev filmet: Se optagelsen her.
  • 27. august. Fænomenet Ejner Krenchel / Film og foredrag
    Et upopulært og sjældent udbasuneret standpunkt under krigen var pacifismen. Overretsagfører Ejnar Krenchel var en undtagelse; han lavede ligefrem en propagandafilm for sig sag, ’Kaos’. Historiker Henrik Lundtofte tegner denne dag et portræt af mennesket og ideologen Krenchel. Desuden vises dokumentarfilmen ’Da freden kom til Danmark’, hvor Krenchels arrestation er skildret på en måde, der bærer ikke så lidt præg af lynchstemning.
  • 11. august. Vores nazistiske filmarv / Film og foredrag
    Filmhistoriker Lars-Martin Sørensen har gennem tre år trawlet gennem Filminstuttets og andre arkiver i ind- og udland for at kaste lys over, hvad han kalder fem filmhistorisk forsømte år: Besættelsestiden. Under arbejdet er der dog dukket overraskelser op, bl.a. hjemmegjorte optagelser, som ikke var tiltænkt offentliggørelse. Lars-Martin Sørensen kaster her lys over nogle af de mere interessante.
    Se nyheden "Opsigtsvækkende film om danske nazister frigivet".